Af Henning Sørensen,

1980… 


Føljetonen om LUIF`s historie sluttede i sidste klubblad omkring 1980, og jeg nævnte, at indtil da havde klubbens ledelse og også spillerstaben været præget af ”Tordenskjolds soldater”. Jeg nævnede også, at det var spændende at se, om disse ”soldater” kunne blive ved med at bevare gejsten. 


Det var i en periode, hvor den professionelle fodbold holdt sit indtog i Danmark – og for øvrigt mange divisionsklubber ”knækkede halsen” på ved at ride med på bølgen. 


Nu var de økonomiske midler i LUIF heller ikke dengang i en tilstand, så vi kunne tænke i de baner, men alene det, at der nu var penge i spil for spillerne på højeste niveau, smittede af på, hvad der foregik i de små klubber. Heldigvis nåede det ikke ned på mellemrækkeniveau på Lolland_Falster – i hvert fald ikke til LUIF. 


I 1982 kunne vi fejre klubbens 25-års jubilæum ved en stor fest på Bagergården i Falkerslev, og her blev to af ”soldaterne” – Kristian Blaaberg og Gunnar Jensen – fortjent udnævnt til LUIF`s første æresmedlemmer. 


På det sportslige område oplevede vi på seniorfronten lidt af en nedtur i disse år. Årsagen var måske, at vi ikke havde fået skiftet nok ud i førsteholdstruppen, så vi lige pludselig stod med et ungt og uerfarent hold, der måtte se sig degraderet til serie 2 og i 1986 var vi meget tæt på at ryge ned i serie 3. Vi reddede os på den sidste spilledag. 


Fra da af gik det fremad på seniorfronten. Det skyldtes ikke mindst, at vi nu begyndte at få udbytte af det store ungdomsarbejde, vi hele tiden havde haft. Dygtige ungdomstrænere havde formået at fastholde talenter, selv om vi måtte erkende, at de store klubber i Nykøbing ”satte” sig på de største af talenterne. 


I oktober 1988 kunne vi så fejre oprykningsfest efter at slået Holeby sikkert i to kampe. Vi var igen i serie 1. 


Holdet brugte det første år til at stabilisere sig og fik en pæn placering, men året efter i 1990 stod den på oprykningskampe mod Nakskov Boldklub (deres 2.hold) til LF-serien. To nervepirrende kampe – først 2-2 i Nakskov, hvor vi førte 2-0 – og lørdagen efter i Nr. Ørslev kunne vi have sikret os oprykningen, men ak – det glippede.. Stadionrekord med ca. 500 tilskuere kunne konstatere, at NB på dagen var bedre, og vi måtte tilbringe endnu et år i serie 1. 


Klubbens medlemstal voksede støt op gennem 80-erne, og behovet for bedre omklædningsfaciliteter øgedes, så vi startede og fuldførte næste ”projekt tilbygning” – huset der ligger vinkelret på den oprindelige bygning. Her blev der indrettet to omklædningsrum, samt dommerrum og handicaptoilet. Dette fungerer i dag mest som oplagsrum. 
Men i 1993 kom det til at spille en uventet rolle: Jeg havde som dommerinstruktør undervist et hold på 11 dommeraspiranter, bl.a. Marianne Svendsen, Boye Hansen og Bjarne Melche, LFBU`s nuværende sekretær. Eksamen skulle foregå i 1901`s klubhus, men 2 dage før eksamen meddelte man fra 1901, at man havde glemt, at klubhuset var udlejet til en privat fest. Gode råd var dyre, men problemet løst, da eksamen blev flyttet til LUIF – på handicaptoilettet. Alle 11 bestod og kan formodentlig, som de eneste dommere i Danmark prale af at have taget dommerkortet på et toilet… 


Vi undgik desværre ikke tragiske hændelser. En sommerdag i 1986 blev en af vore drengespillere, Ebbe Nielsen, (bror til ”Dumle”) fundet druknet i branddammen i Karleby efter en fisketur. 
En aprilaften i 1993 faldt Bent Mikkelsen om under en veterankamp mod B1921 i Nykøbing. Trods omgående førstehjælp stod hans liv desværre ikke til at redde. Bent havde hele sit voksenliv været en af klubbens store støtter som spiller, ungdomstræner, kasserer og meget andet. Med sit beskedne væsen var han en utrolig afholdt person, som blev meget svær at erstatte. 


Klubhusbyggeri, voksende ungdomsafdeling og andre udgiftskrævende ting stillede krav til økonomien, og vi måtte lægge hovederne i blød for at finde nye indtægtsmuligheder. Foreløbig var de vigtigste indtægtskilder salget fra cafeteriet i klubhuset samt den årlige sportsuge, der i disse år virkelig var givtige. Også de to store indestævner i Horrebyhallen kort før jul og lige efter nytår gav pæne overskud. Hallen havde endnu ikke fået cafeteria, så vi lavede et interimistisk udsalg i redskabsrummet. Det gav godt med penge, men alligevel var der behov for nye ideer, og de kom.