Af Henning Sørensen,

1970-erne – fremgang… 


Tredje del af føljetonen om LUIF`s historie handler om 70-erne, hvor der for alvor kom gang i klubben, og hvor vi var ved at blive en klub, som alle måtte tage alvorligt – selv om vi stadig var én af de yngste på Lolland-Falster. 


Langsomt meldte sig behovet for et rigtigt klubhus i stedet for det tidligere arbejdsskur fra Møllebakkeskolen, som blev omtalt i sidste nummer. 


På et møde i1971 i Listrup Forsamlingshus – vores daværende samlingssted – besluttede bestyrelsen at sætte arbejdet med et ”fast” byggeri til afløsning for ”skuret”. Heldigvis havde klubben –som i dag – en masse dygtige bygningshåndværkere, og sammen med en masse frivillige lykkedes det at få det første ”rigtige” klubhus op at stå. Det er den del af bygningen, der i dag – efter flere udvidelser – står som kernen med to omklædningsrum, køkken og klublokale. Det var et kæmpe fremskridt, men også en tung økonomisk byrde. 


Det stillede store krav til opfindsomheden med hensyn til at tjene penge, og det udmøntede sig igen i involvering af en masse frivillige, som vi heldigvis altid har kunnet trække på. Juletræssalg, bankospil, papirindsamling var nogle af de aktiviteter, vi satte i værk for at skrabe penge sammen – ofte i samarbejde med LUIF`s venner. 


Klubben var i stadig vækst – især på ungdomsfronten. Vi havde snart hold med i alle rækker fra lilleput til juniores. (Miniput og mikroput var ikke ”opfundet” endnu). Førsteholdet viste sig at bide sig fast i mellemrækken, hvor vi i flere år i træk sluttede på en 4.-plads. Vores styrke var sammenhold og sammenspil, idet vi i nogle sæsoner i starten af 70-erne kun brugte omkring 15 spillere på førsteholdet. Det skal i den forbindelse nævnes, at det var før 12., 13. og 14. manden blev ”opfundet”. Vi havde et hold, der kunne slå alle – og tabe til alle – hvad vi så gjorde.. 


Et eksempel: I 1972 skabte vi sensation ved som serie 1-klub at sende Nr. Alslevs Danmarksserie hold ud af pokalturneringen med en sejr på 3-2 i en fantastisk kamp. 14 dage senere tabte vi samme sted (på hjemmebane) 0-5 til Nr. Alslevs 2. hold i turneringen. 


Pige- og damefodbold var så småt ved at indfinde sig, og her holdt vi os heller ikke tilbage. Det satte yderligere pladsforholdene under pres, så ønsket om en ekstra bane meldte sig. Vi var nu kommet ind i den nye storkommune Stubbekøbing, hvor vi jo var et udkantområde, men efter seje forhandlinger lykkedes det os at få kommunen med til at anlægge en ny bane – den der i dag er vores opvisningsbane ”LUIF-Park”. 


Indvielsen skete med unionskamp for damer mellem LFBU og SBU. At LUIF på damesiden var godt med, viste sig ved, at vi havde to spillere med på unionsholdet: Merethe Bjørk Jensen som målmand og Bente Pedersen (nu Sørensen – ”Musses” mor) som markspiller. SBU vandt, men vore to spillere gjorde det rigtig godt. 


I forbindelse med kampen husker jeg især to ting: 
LFBU`s daværende formand Manfred Skipper, Nakskov skulle selvfølgelig overvære kampen. Han dukkede først op langt inde i første halvleg – med den klassiske forklaring: Han var kørt til Listrup, hvor han naturligt nok ikke kunne finde nogen fodboldbane. Derefter var han kørt tilbage, og her havde han set en masse biler parkeret, så her måtte det være. Det viste sig at være ”Svend P” s autoophugningsplads, der lå for enden af Bygaden. Her var der heller ikke meget fodbold, så til sidst fandt han dog det rigtige sted. Mange klubber og tilskuere udefra kan vist nikke genkendende til den historie.. 


Efter kampen skulle der være banket for alle spillere, ledere, dommere og andre i Tingsted Forsamlingshus. Jeg selv – som formand for LUIF - og vores daværende kasserer Bent Mikkelsen var inviteret med, men da vi stod uden for Tingsted Forsamlingshus, kom LFBU`s daværende sekretær Poul Hansen ud på trappen og måtte meddele: ”De siger, at det ikke er her…” 
Så var ”gode dyr rådne”, men et hurtigt opkald til ”Volieren” i Øster Kippinge klarede miseren, og en time efter kunne vi sætte os til bords.. 


Klubblad var der også behov for, og det sørgede Jørgen Svan for. På skolens spritduplikator fremstillede han både turneringsplan og forløberen for ”Helt i hvidt”.. 


Klubbens vækst stillede store krav til både økonomi og behovet for ledere. Vi bor som bekendt i et tyndt befolket område, men her kom klubfølelsen til at sætte sine spor. Det lykkedes for os hele tiden at skaffe ledere og trænere og bestyrelsesmedlemmer – godt nok ofte ”Tordenskjolds soldater”. 


Spørgsmålet var, hvor længe disse soldater kunne ”holde”.