Af Henning Sørensen,

I 1960 stod skolen færdig, og alle omegnens børn kunne nu fra 1.- 10. klasse gå i skole i deres lokalområde. For at lokke lærere ud på landet, var det nødvendigt at bygge boliger til dem, og det tiltrak selvfølgelig en masse unge lærere. Det, at børnene nu kunne gå i skole forholdsvis tæt på hjemmet, og der samtidig var lærere, der boede i lokalområdet, og som på én eller anden måde følte sig forpligtet til også at tage sig af eleverne i fritiden, kom til at sætte sit præg på udviklingen i LUIF – og i mange andre idrætsforeninger i hele landet. 


I den forbindelse kan nævnes, at i 1963 blev en ung mand fra Hornbæk, Jørgen Svan, ansat på skolen, og han fik en meget stor betydning for idrætslivet i området. Som ungdomstræner, kasserer og senere formand i LUIF, DBU-trænerinstruktør og senere som medstifter og mangeårige kasserer i Horreby Badmintonklub samt ikke mindst næsten 40 år som lærer på Møllebakkeskolen er han lidt af et ikon. Svan kom ind i bestyrelsesarbejdet på en sjov måde: Dagen efter generalforsamlingen i 1964, hvor Svan ikke deltog, stillede klubbens daværende formand, købmand Arne Nielsen, hos ham med klubkassen og fortalte ham, at han nu var LUIF`s kasserer…..Sådan !! 


En sidegevinst i forbindelse med skolebyggeriet var, at hovedentreprenøren, daværende murermester Robert Hansen, Karleby, ved afslutningen af byggeriet forærede mandskabsskuret til LUIF, og det kom i over 10 år til at fungere som ”klubhus. Det stod, hvor nu ”anneksbygningen” (det med de to omklædningsrum og dommerrum er). Klubben byggede selv baderum til, så nu kunne der bades efter træning og kamp. Selv om det stadig var primitivt efter nutidens forhold, var det dog et kæmpe fremskridt. Klubhus var dog så meget sagt, idet alle møder blev holdt enten privat eller i Listrup Forsamlingshus, der har været ramme om mange generalforsamlinger, baller, dilettantforestillinger og bankospil (herom senere). 


60-erne var også et årti, hvor klubben virkelig voksede. To seniorhold, hvor førsteholdet efterhånden avancerede til mellemrækken (det nuværende serie 1) og en begyndende ungdomsafdeling gjorde, at LUIF efterhånden manifesterede sig som en klub, man skulle regne med. 
Til sammenligning spillede Horbelev i det, der dengang hed 4. division, og 1901`s 4. hold lå i mellemrækken. 
De udvidede aktiviteter stillede større og større krav til såvel plads som arbejdskraft og økonomi. 
I forbindelse med det sidste fik én af klubbens pionerer, daværende vognmand Herman Jensen, en ide: Oprettelsen af støtteforeningen LUIF`s Venner. Herman var – som alle pionerer - et arbejdsjern, men ville på den stiftende generalforsamling 14. november 1969 af arbejdsmæssige årsager ikke stille op til bestyrelsen, der kom til at bestå af: Kristian Blåberg, formand, Gunnar Jensen, Jens Rasmussen, Leo Lassen, Herman Mortensen – alle navne, som gamle og såmænd også nye LUIF-ere omgås med stor respekt. 


Når vi er ved navne: Det er typisk – og glædeligt – at generation følger efter generation som trofaste LUIF`ere. 


Lad mig i flæng nævne nogle familier, som næsten kan kaldes dynastier. Børn, svigerbørn og børnebørn har ydet en stor indsats for klubben på forskellige områder: Gunnar Jensen, Herman Jensen (vognmand), Hans Jørgen Rygaard, Ole Madsen, Bjerne Christensen m.fl. 


Det kan være farligt at trække enkelte familier ud på bekostning af andre – især fordi vores styrke – og måske svaghed? som klub netop er sammenholdet, der af udenforstående måske forveksles med sammenspisthed. 


Men set i bakspejlet er det vel netop dette sammenhold – som jeg til gengæld ved, at mange klubber misunder os – der er skyld i at vi står, hvor vi står. Samtidig tyder det jo på, at tilflyttere er faldet godt til, og vi glæder os over hvert nyt medlem på alle niveauer.