Af Henning Sørensen,

LUIF i det nye årtusinde. 


Som nævnt i sidste nummer havde vi fantastisk succes i ungdomsrækkerne i 90-erne. Det betød selvfølgelig også at vore største talenter valgte at søge lykken på højere niveau. Bl.a. Christensen-brødrene Mik, Mak og Molle. Vi fik sagt pænt farvel og held og lykke til dem. 


Stor var glæden derfor, da de i starten af det nye århundrede vendte tilbage til barndomsklubben sammen med flere andre af ”de fortabte sønner”. Det betød, at vi pludselig på seniorfronten kunne markere os med oprykninger fra serie 1 og kulminerende med oprykning til Kval-rækken i efteråret 2003. 


En nervepirrende kamp mod 1921, hvor vores målmand Mikkel Wesselhoff allerede efter 5 min. spil måtte udgå med en brækket næse. Heldig vis havde vi Jesper ”Bat”, der fra en plads i forsvaret påtog sig pladsen som målmand – og stod en fejlfri kamp. Vi skulle vinde for at rykke op, da Nakskov ”åndede” os i nakken. Stillingen var længe 1-1, hvad der ikke var nok, men forløsningen kom kort før tid, da ”Mak” scorede til 2-1. 


Vi var nogle stykker, der kneb os i armen: Kunne det virkelig være rigtigt, at vi som lille ”bondeklub” var indrangeret som trediebedst på Lolland Falster?? 


Det var rigtigt, men samtidig meldte bekymringerne sig. Kunne vi virkelig klare denne opgave? 


Året 2004 i kval-rækken viste, at det kunne vi ikke – og dog.. Vi valgte at spille fodbold i stedet for at grave os ned, og det betød, at vi i flere kampe løb ”lige ind i kniven”. Det mest typiske eksempel var vel en herlig majaften i Sundby Idrætspark, hvor vi i en halv time spillede B 1908 baglæns ud af banen og skulle have ført 4-0. Alt blev dog brændt og et par personlige fejl gjorde, at vi måtte gå til pausen bagud 0-2, og kampen endte med et nederlag på 1-6. 


Den eneste store oprejsning var, da vi i efterårets første kamp slog 1921 2-1 på udebane. Det var næsten nok til at redde sæsonen. 


Året i kval-rækken viste, at vi nok heller ikke var gode nok på det organisatoriske plan. Det var som sædvanlig ”Tordenskjolds soldater”, der måtte stå for slæbet, og især kneb det med hjælpere ved hjemmekampene, der i øvrigt heller ikke gav det forventede antal tilskuere i forhold til året før. 


Det store spørgsmål efter nedrykningen var: ”Hvad med næste år??” Her viste spillerne efter min mening den største moral, der er vist i klubbens historie. I stedet for at flygte til alle sider (jeg ved at mange andre klubber var på jagt efter spillerne) holdt man sammen, og efter et lidt ”forsømt forår”, fik man et meget flot efterår og sluttede i toppen. 


2006 har så efter min mening spillemæssigt og resultatmæssigt været det bedste i klubbens historie. 
Først og fremmest fordi andetholdets spillere fandt ud af, at det havde et formål at træne. Derfor fik også de en meget flot sæson. Samtidig er tredjeholdet et kapitel for sig. De træner året rundt hver torsdag, og det har været helt fantastisk at være på banerne torsdag aftener, hvor der som regel har været 25-30 første/andetholdspillere til træning samtidig med 15-20 tredjeholdsspillere og en del damespillere. Så er der trængsel i klubhuset bagefter.. 
Året sluttede med en flot 2.-plads i LF-serien med kun ét – èt nederlag i 26 kampe. Samtidig markerede vi os ved at gå videre i pokalturneringen, og i første runde under DBU tabte vi en meget flot kamp 2-3 til Holbæk fra 2. division. Holbæk er i øvrigt stadig med i pokalturneringen som det lavest rangerede hold. Skal vi ærgre os over ikke at rykke op ? Efter min mening ikke. Vi er efter min mening ikke gearet til at spille i kval-rækken. Bedre end for 3 år siden –især spillemæssigt. Men organisatorisk synes jeg, vi mangler meget. 


Trænerne. 


Når vi har haft succes på banerne de sidste mange år skyldes det ikke mindst, at vi efter min mening har været rigtig heldig med valget af trænere. I de svære år havde vi Benny Pedersen, der forstod at få det bedste ud af et måske lidt ”tyndt” spillermateriale”. Under Henning Jensen, èn af vore ”tilbagevendte sønner”, kom der meget optimisme ind. Søren Lyngesen havde et meget utaknemligt job året efter nedrykningen, men klarede det flot. Teamét i år, Thomas og Molle, har formået at få andetholdet til at træne – her har Ivar`s indsats også sat sit præg, og i det hele taget har der været en positiv stemning omkring alle seniorholdene. 


En mand, som fra tilskueres side er meget overset, er vores holdleder Rene ”Scheisse” Pedersen. Hvad den mand har betydet for førsteholdet gennem utallige sæsoner kan ikke overvurderes. Altid i godt humør med en kvik bemærkning på læben, og tingene omkring holdet er altid i orden. Jeg tror ikke, mange udenfor stående har begreb om hvilket kæmpearbejde, det er såvel til hverdag som til kamp at holde styr på alting : Spilletøj, overtræksdragter, medicintaske, drikkeflasker, forplejning m.v. Jeg har selv haft den (blandede) fornøjelse at vikariere for Rene nogle gange, og det har lært mig hvilken fantastisk arbejdskraft han er, uden at han på nogen måde giver udtryk for det. 


I skrivende stund er det ikke afklaret, hvem der er træner næste år, men klubbens økonomi sætter desværre en vis begrænsning. 


Alt dette har kun handlet om seniorafdelingen. Men der rører sig jo heldigvis meget andet i klubben. 
De ”gamle”- old-boys og veteraner- har gjort det rigtig flot. Resultatmæssigt som socialt. Det er efter min mening meget vigtigt for en klub at have denne ”overbygning”, der med til at holde liv, og selvfølgelig kan fortælle de unge ”forkælede” mennesker, at da de var unge, var der fodboldspillere til.. 


Dameafdelingen har ”kørt” lidt op og ned, men også denne del af klubben er meget vigtig. 


Ungdomsafdelingen – klubbens fødekæde – har lidt under de små årgange, men det er glædeligt, at vi helt nede fra tilsyneladende har rigtig mange på vej. 2006 lilleputafdelingen med to 11-mandshold – det ene i lilleput 1, lover godt for et førstehold om 4-5 år. Bare vi kan holde samme på dem. 


Også pigeafdelingen lover godt med stor optimisme. 


Hvad med fremtiden?? 


Jeg har jo i de tidligere artikler gjort opmærksom på klubbens sammenhæng med Møllebakkeskolen. Personalemæssigt er der ikke mere nogen sammenhæng. ”Bunden” blev vist nået ved Horrebyhallens 25-års jubilæumsfest i august, hvor der ud over mig ikke var èn eneste nuværende eller tidligere lærer fra skolen til stede… 


Alligevel er skolen absolut grundlaget for LUIF`s udvikling. Jeg kan med den sammensætning det nye byråd har fået have mine bange anelser. Må min ængstelse vise sig at være ubegrundet… 


”Tordenskjolds-soldater” er nok det rigtige udtryk for klubbens ledelse og øvrige organisation. Det er fantastisk, hvad nogle personer i bestyrelserne og andre sammenhænge har ydet. Jeg kan desværre ikke her nævne navne, men alle med tilknytning til klubben ved, hvem jeg mener. De fortjener alle et stort skulderklap, og deres arbejde bliver desværre ikke altid vurderet efter fortjeneste. Vi håber alle, at de ikke ”knækker halsen”, men fortsat vil yde en indsats.

Henning Sørensen